Mandag morgen

En af de morgener hvor:

Man vågner klokken 5:30 af sit vækkeur med en fornemmelse af at have smidt katten væk fra sit hoved mindst 6 gange i de seneste par timer. Og man er i en tilstand mellem søvn og virkelighed og i tvivl om hvad der er hvad og hvor man egentlig har lyst til at være.

Man tager et dejligt varmt bad og det varme vand giver en god og tryg fornemmelse … dog af ligegyldighed, fordi man ved at den er deprimerende midlertidig.

Det er mørkt og koldt når man cykler ud i virkeligheden. Klokken 6:30 og en flad cykel der skal pumpes og ens øjne bliver nevet af kulden på hele den 45 minutter lange cykeltur og konstant fyldt med tårer.

Og man tuder uden at ville det, selvom man inderst inde har lyst til det, men det er bare ikke DEN slags tårer. Det er ikke den slags man tuder af raseri eller sorg og hvor man hulker sig igennem processen, som ender med at man føler en udmattet lettelse.

Nej, det er ikke den slags. Det er “hold kæft hvor er det koldt i øjeæblerne”-tårer, som kroppen slynger ud, uden den mindste smule påvirkning af den mentale tilstand, som køligt står tilbage og spekulerer over dagens do’s and dont’s – i et helt andet kammer af hjernen.

Man opdager dog at forhjulet – mod forventing – ikke mistede mere luft på turen og skulle ikke pumpes op en ekstra gang. Og ser et lille lyspunkt i sin whatever-fuckaf-ligegyldighed.

Man opdager at ens støvler rent faktisk holder en varme i -1 grader og man opdager også at vejene allerede er saltede. Og man husker at sætte pris på dette og tænker irritabelt på alle de mennesker der udelukkende opdager når togene ikke kører til tiden pga. frost med en bedrevidende bitterbemærkning om at “det burde da ikke komme som en overraskelse for dem hver år” med tanke på DSB. Hvor ved de fra hvad det kræver af planlægning og om det overhovedet var nogen overraskelse eller bare umuligt at planlægge sig ud af? Eller hvad med ressourcerne?

Man sender desuden en glad tanke for ikke at behøve at stå sammen med den slags bitter-kommantatorer eller kommentøser, som føler sig i fællesskab med én, blot fordi man også står der og er i “samme båd”, mens man faktisk i virkeligheden forsøger at gemme sig i sin egen lille taknemligheds- og overbærenhedsbåd.

Og man nøjes med at sende en glad tanke til sin cykel der endnu ikke har mistet luft og de kommunale ansatte på Frederiksberg og hvilke byer man ellers har cyklet forbi, der rent faktisk har været ude og salte cykelstierne.

Og man møder ind i fængselsbygningen kl 7:30 eller måske endda lidt før. Og ingen opdager noget og det har ej heller nogen betydning. Andet end det stempel man har fået, på at nu er man her. Og det stempel man får igen på at nu er man her ikke mere. Tiden bliver talt sammen og friheden ligger rundt om hjørnet, derude et sted.

Det er en af de mandage, hvor der lader til at være rigtig mange hjørner. Men de lader alle til at være rundt om det næste hjørne. Og man har lyst til at tage mandag i hånden og lade den løbe rundt om hjørner med en. Men inden man nåede at opdage det, så har den allerede gjort det selv.

Og man lader mandag være mandag for den skal jo også have lov til at være her, og tænker at tirsdag måske er i bedre humør.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>