Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

På gensyn

Hun satte sig på trappestenen og kiggede ud i mørket. Et stykke derfra stod de tre ensomme træer i tæt klynge. Uden beskyttelse mod stormen, som for igennem dem og lavede en gevaldig hul larm … som et arrigt dyr der med dyb brummen insisterede på sin eksistensberettigelse og herskede det tomme rum omkring hende.

Den bragede igennem luften og direkte igennem de ensomme træer, de ellers så trygge buske og de kolde i røven cykelstativer, som stod fast på deres ret – til hvad som helst, bare det ikke involverede at flytte sig. En lille plastpose der sad fast på en af cyklerne, der stadig stod ret i stativet, raslede uroligt men ganske vedholdende. Vedholdende som stormen.

En enkelt stjerne lyste klart igennem mørket bag de bare grene i træerne. Den flimrede uroligt, som om også den havde sine betænkeligheder ved situationen. Men heller ikke den flyttede sig en tomme.

Hun fik præsentationsangst. Den var der igen, stormen. Den der ellers gjorde det hele så stormfuldendt for godt en måned siden. Den var der igen, også selvom den forsøgte at dække sig under et andet navn. En anden identitet. En ny personlighed. Men hun havde intet at sige til den denne gang. De 1000 ord var brugt op, og den nyeste bestilling var endnu ikke dukket op med posten.

De stormfuldendte fornemmelser der sidst havde rusket hende rundt, havde dengang forplantet sig i hendes indre og til sidst smeltet sammen med hendes egen identitet. Indeni fortsatte stormen sin gang, og blev til hverdag. Den gjorde hende træt.

Nu slap den endelig ud, som ånden af flasken. Fri og med nyvunden styrke. Og hun havde intet at sige til den.

Men måske var ord ikke nødvendige. Måske de begge nød adskillelsen på hver deres måde. Nød deres frihed uden ord. Samlede sig. Forandrede, forvandlede, fortabte sig i sig selv for en stund. Det stormfuldendte, der blev til hverdag, der gjorde træt, der brød ud, der blev til frihed.

… Og blev til?

“På gensyn”

 

Mandag morgen

En af de morgener hvor:

Man vågner klokken 5:30 af sit vækkeur med en fornemmelse af at have smidt katten væk fra sit hoved mindst 6 gange i de seneste par timer. Og man er i en tilstand mellem søvn og virkelighed og i tvivl om hvad der er hvad og hvor man egentlig har lyst til at være.

Man tager et dejligt varmt bad og det varme vand giver en god og tryg fornemmelse … dog af ligegyldighed, fordi man ved at den er deprimerende midlertidig.

Det er mørkt og koldt når man cykler ud i virkeligheden. Klokken 6:30 og en flad cykel der skal pumpes og ens øjne bliver nevet af kulden på hele den 45 minutter lange cykeltur og konstant fyldt med tårer.

Og man tuder uden at ville det, selvom man inderst inde har lyst til det, men det er bare ikke DEN slags tårer. Det er ikke den slags man tuder af raseri eller sorg og hvor man hulker sig igennem processen, som ender med at man føler en udmattet lettelse.

Nej, det er ikke den slags. Det er “hold kæft hvor er det koldt i øjeæblerne”-tårer, som kroppen slynger ud, uden den mindste smule påvirkning af den mentale tilstand, som køligt står tilbage og spekulerer over dagens do’s and dont’s – i et helt andet kammer af hjernen.

Man opdager dog at forhjulet – mod forventing – ikke mistede mere luft på turen og skulle ikke pumpes op en ekstra gang. Og ser et lille lyspunkt i sin whatever-fuckaf-ligegyldighed.

Man opdager at ens støvler rent faktisk holder en varme i -1 grader og man opdager også at vejene allerede er saltede. Og man husker at sætte pris på dette og tænker irritabelt på alle de mennesker der udelukkende opdager når togene ikke kører til tiden pga. frost med en bedrevidende bitterbemærkning om at “det burde da ikke komme som en overraskelse for dem hver år” med tanke på DSB. Hvor ved de fra hvad det kræver af planlægning og om det overhovedet var nogen overraskelse eller bare umuligt at planlægge sig ud af? Eller hvad med ressourcerne?

Man sender desuden en glad tanke for ikke at behøve at stå sammen med den slags bitter-kommantatorer eller kommentøser, som føler sig i fællesskab med én, blot fordi man også står der og er i “samme båd”, mens man faktisk i virkeligheden forsøger at gemme sig i sin egen lille taknemligheds- og overbærenhedsbåd.

Og man nøjes med at sende en glad tanke til sin cykel der endnu ikke har mistet luft og de kommunale ansatte på Frederiksberg og hvilke byer man ellers har cyklet forbi, der rent faktisk har været ude og salte cykelstierne.

Og man møder ind i fængselsbygningen kl 7:30 eller måske endda lidt før. Og ingen opdager noget og det har ej heller nogen betydning. Andet end det stempel man har fået, på at nu er man her. Og det stempel man får igen på at nu er man her ikke mere. Tiden bliver talt sammen og friheden ligger rundt om hjørnet, derude et sted.

Det er en af de mandage, hvor der lader til at være rigtig mange hjørner. Men de lader alle til at være rundt om det næste hjørne. Og man har lyst til at tage mandag i hånden og lade den løbe rundt om hjørner med en. Men inden man nåede at opdage det, så har den allerede gjort det selv.

Og man lader mandag være mandag for den skal jo også have lov til at være her, og tænker at tirsdag måske er i bedre humør.

Vi når det nok

“Hvad kunne du tænke dig at lave når du blev stor?”, spurgte den ene den anden. Jeg ventede lidt på den andens svar. For jeg var spændt på at høre det. Måske blev hun pludselig opmærksom på at jeg lyttede, og sad klar med notesblok og kuglepen, eller google drive og tastatur i den moderne udgave af historien. For pludselig var hun væk – den anden.

Jeg ventede stille lidt endnu. Lod som om jeg lavede andet. Og tjekkede op på vores kalender og vores planer imens. Tjekkede op på vores økonomi. Ikke at det havde noget at gøre med hvad vi rent faktisk havde lyst til at gøre. Ikke i den ideelle verden, men måske alligevel en smule, for hvis lysten er til at drive den af, så må man også have råd til det. Men jeg var villig til mest bare at lytte til hvad hun svarede, uden at forsøge at blande økonomi i det. Jeg ville prøve i hvert fald …

Men hun kender mig vist ret godt. Hun ved godt at jeg pludselig kan komme til at tage over. Kritisere hendes ideer. For hvad vil hun leve af? Og hvad havde hun forestillet sig skal ske med børn og husleje mens hun lever sine drømme ud? Og var hun nu også sikker på at det var det hun ville, eller var det bare en – endnu en – fiks ide. Som ikke førte nogen steder hen.

Jeg forstår godt, at hun forsvandt. Opgivende. “Skal det føre nogen bestemte steder hen, bare rejsen er sjov?”.

Nu prøver jeg at holde lidt igen … og se om hun ikke vender tilbage. Den ene Lenka, der havde stillet spørgsmålet sidder nu og surmuler i det ene hjørne. Ja, jeg gjorde det IGEN. Blandede mig i mine indre Lenkaer, som den regelrette overLenka jeg tilsyneladende er (hey, er jeg? Det må være en anden du tænker på”). “Slap dog af”, siger en tredje Lenka til mig. “Det er OK. Vi når det nok alt sammen”.

Hov, hvem var hun?

Tid – yo bitch

Tiden er min sekretær. Hun arbejder for mig og arbejder hårdt. Nogle gange. Ja, nogle gange føler jeg at hun løber afsted for at nå det hele og jeg kan knap følge med, men andre gange er det som om hun har sat sin fede røv i en sofa og nægter at gøre noget som helst.

Så råber jeg “Hey tid – Yooo bitch!”. Men hun reagerer ikke. Det er som om hun har sat sig til rette med sine hørebøffer på, og registrerer intet af min frustration.

Ved hun selv hvor kostbar hun er? Mens hun sidder der, kold i røven. Ved hun hvad hun betyder for mig – og for andre? At hun sidder der og spilder sig selv. Spilder MIN tid.

Ja, jeg har ejerfornemmelser. Hun arbejder muligvis også for andre. Måske er det derfor det nogle gange føles som om hun bliver væk for mig. Måske er hun ude om natten, mens jeg sover. Der føles det faktisk lidt som om hun forsvinder for en stund. Jeg har efterhånden vænnet mig så meget til det, at jeg bare lader hende gøre det. Det er nærmest som en uskreven aftale mellem hende og mig – jeg lægger mig om aftenen og lader tiden forsvinde. Om morgenen vågner jeg, og hun er der igen. Lader som ingenting, mens vi har hver vores rutine. Der passer jeg godt på tiden, for at hun ikke forsvinder for mig igen.

Mon hun stadig arbejder for mig om natten mens jeg sover eller har hun andre? Og er det egentlig vigtig?

Nogle gange forsvinder hun også for mig i løbet af dagen. Hun løber afsted. De siger jo at det er sundt at løbe. Hun prøver måske bare at være sund. Men der mangler jeg hende, når hun forsvinder for mig. Jeg mangler hende tit.

Nogle gange lader jeg som ingenting. Lader som om hun ikke er vigtig. Det er jo bare tid. Jeg kan altid få en ny. Erstattelig. Men uanset, så tror jeg aldrig helt at det bliver den samme. Jeg er inderst inde bange for, at hvis jeg smider hende væk og der kommer en ny tid, så vil hun ikke være helt så god som den gamle.

Men det er sket før at jeg er blevet positivt overrasket. Der har været andre gode tider, og jeg har ingen grund til at tro at der ikke kommer nye gode tider. Men det føles alligevel trygt og rart at holde fast i den man har. Den tid der er her nu og som måske aldrig kommer igen, når først jeg slipper hende.

Hov, der går hun igen. Forsvinder for mig. “Hey yo! Bitch!” … hun reagerer ikke. Tiden er gået.

Søndags-apocalypse

Klokken var 8 en søndag morgen. Hun sad i toget på vej ind til København, sammen med diverse andre fulderikker, som var på vej hjem fra byen. Burde de ikke køre i modsat retning – hjem fra København? Men hvor mange gange havde hun ikke selv vågnet op på endestationen i Høje Taastrup og bandet over at skulle vente på næste tog for at komme tilbage?

Og der sad de så. Hun på en hemmelig mission og de almindelige dødelige omkring hende, hvis stank godt kunne afsløre dem som de halvdøde zombier de snart ville forvandle sig til. De kørte alle i cirkler, nogle mere bevidste end andre. Ind i mellem krydsede deres verdener. Som nu.

Hun flyttede sæde væk fra sin cykel, for at komme til at sidde bedre. Ind i en “bås” der netop var blevet tom. En af de stinkende zombier der havde fulgt hende med øjnene fra båsen på modsatte side, flyttede sig hurtigt og satte sig klods op ad hende. Han åndede hende nærmest i nakken, mens hun forsøgte at skrive på sin medbragte pc. Hun skuttede sig og efter kort betænkningstid om hvorvidt almindelige høflighedsregler gjaldt i et tilfælde som dette og om zombier i det hele taget havde samme regelsæt, satte hun sig tilbage i cykelkupeen på modsat side af sin cykel.

Ro. Dejligt. Og det varede i to togstop, så sad han der igen. “Aj, gider du lige!”. Hun kunne godt selv høre tøsefornærmetheden i sin stemme, da hun rejste sig og satte sig på modsatte side helt henne ved sin cykel. Han sad lige over på den anden side. Hun kunne mærke at han stirrede på hende mens hun fortsat skrev på sin pc og følte at der var en verden i mellem dem og dog alligevel et farligt smuthul. Han rejste sig og gik.

Hun skrev videre, men kunne ikke undgå at kigge nervøst op en gang i mellem. Depeche mode i ørerne. Toget halvtomt.

“I’m gonna take my time
I have all the time in the world
to make you mine
it is written in the stars above”.

Han sad der igen. Lige over på den anden side. Hun lod som ingenting og skrev fortsat. Kiggede op på et tidspunkt og han sad i sin egen verden og smilede et halvbedøvet, halvbedugget smil. Uskadelig. Alligevel på den langt ude, uden for rækkevidde måde, hvor hverken høflighedsregler eller almindelige menneskelige regler muligvis gjaldt.

Det blev København H. Hun ville have været af på Vesterbro, men København H kunne godt gøre det. Hun stod af. Han fulgte ikke efter.

København på en våd søndag morgen lignede en stor efterfest. Overalt flød med skrald; tomme plastikglas, papirsposer og diverse udefinerbart. Mennesker på gaden, der endnu nød den sidste rest gift i kroppen mens de socialiserede højlydt og med en skæv vinkel. Forsøgte med hver deres agenda at suge det sidste ud af natten, som var blevet til kold og våd søndag morgen. Tiden havde ubarmhjerteligt skiftet de festlige lumre omgivelser ud med en halvtom verden og sengen derhjemme kaldte med en anden side af virkeligheden. Den ville blive efterfulgt af en nærmest uundgåelig udklippet dag og måske tømmermændsramt zombie-tilstand. De prøvede stædigt at trække den endnu.

Hun nød stemningen, velvidende at hun var en udefrakommende observatør. Som var det en film og hun var midt i den uden at være med. Bedre end 3D. LiveD.

Afsted på hemmelig mission for staten.

Kan vingerne bære?

“Jeg tror at du trænger til at flyve”, sagde anarkisten. Ja, det gør drager som regel. Men kan vingerne bære?

Stormen har lagt sig, oktober med sin kraftfulde ligefremhed er forbi. November sniger sig langsomt ind under huden … ubemærket, tror den, men vi ved alligevel alle at den er der. Og den ved godt at vi ved det, alligevel overrasker den. Hverken med storm eller fuld eller endt, men knap begyndt. Halvfuld, som månen. Og tilsyneladende fyldt med elektricitet. Spændingen stiger. Helt op til hovedet. Krampagtigt. På det bevidstløse plan. Ryst flasken og håb på det bedste.

Jo, det giver mening. Det giver dette dog ikke:

“Der er dødningehoveder på min kappe”. Burde jeg være misundelig? Næh, for jeg har en tryllestav. Og en halvtom rødvinsflaske og hjemmebagte småkager.

Stormhalvbegyndt november. En drage drages, men hvorhen? Hjem? Hjem til tryg frihed.

Stormfuldendt halloween

“Velkommen i helvede” hilste den lille djævel, da hr. og fru. døde-lig mødte ind i helvedesbygningen om morgenen.

De havde alle haft gode intentioner den morgen. Om at være komme til tiden. Om at få skrevet den rapport. Om at få svaret på den e-mail. Der blev brolagt løs, og her var vi så. For endende af vejen, brolagt med gode intentioner.

Det var en sød djævel. Det var i hvert fald hvad den fik at vide. Beboerne på sindsygsanstalten, eller hvor vi nu befandt os, kunne vældig godt lide den. Den mindedes engang en periode, hvor den havde tilnavnet Lille Lede Satan, men selv det klinger et eller andet sted ikke rigtig ledt nok, vel?

Suk.

Efter en dag i helvede tog den lille søde djævel hjem til sit djævleyngel i sit private forstadshelvede. Djævleynglet har også haft en lang dag – det har man som hhv. vampyrtøs der sørger for at sjæle forlader kroppe og den lille død, der hjælper med at indsamle disse hjem ad helvede til.

I dag har været en god dag. Der har været tilstrækkeligt med ofre, til at den lille familie også kunne få fingre i de dødeliges fingre. Med fingernem snilde flåede de neglene af, for dem kunne de bestemt ikke lide.

Når natten falder på, sover alle djævle små. Og hollow hviiiin forstummer.

Dagen derpå, dag 2

Bom-chack … bom-chack … bom-chack …

På arbejdet sad hendes kollega og kastede bolden mod en væg, mens han ventede på at et eller andet kompilerede et eller andet færdigt. Eller noget. Stormen havde lagt sig, og uden for var der stille regn. Ikke hærgende eller aggressiv som uvejret i går, nærmest bare rolig, afmålt og vedholdende. Sådan lidt selvsikker, som den egentlig var ligeglad med hvad man syntes om den. Men måske netop derfor syntes hun godt om den.

Der var ikke ret meget anden udsigt end de fængselsagtige mure der omringede hende, og den fortsatte stille regn. Og lyden af bolden mod væggen for en kort stund, inden han tabte den og hun tabte tråden.

Og efter noget tid stoppede regnen også. Hun overvejede om hun kunne gøre det samme? Stoppe op, forsvinde. Som stormen og som regnen. Ned i jorden, op i luften, hvirvle rundt og danse med blade og derefter forvandle sig til noget andet. Måske på større tidsskala og mindre rumskala på atomniveau, var det alligevel det der skete.

Hendes samling af atomer var imponerende stor. Men alligevel ikke større end alle andres. Hun havde ellers samlet hele livet. Tabte konstant nogle på vejen og fik nye til. Men aldrig helt nok – ikke nok til at vinde nogen nobelpris eller komme i guinness rekordbog for verdens største atomsamling. Alle andre samlede tilsvarende hele livet, og ingen lod til at lade sig imponere.

Antallet var måske heller ikke vigtigt. Men måske kombinationen af det man havde var. Og det at videreudvikle og finpudse denne kombination med de rette doser udvikling på de rette steder og den rette udnyttelse på de rette tidspunkter. Udnyttelse ved at sætte små ringe af forandring i bevægelse hist og der, for måske at være så heldig at de bredte sig og interagerede med andres små ringe og udgjorde tilsammen den rette forandring, som man nu gerne ville opnå i livets store vand, inden man forvandlede sig videre eller forsvandt.

Det var kunsten. Og at være heldig var ofte et spørgsmål om øvelse.

Det var på tide at komme hjem. 

Stormfuldendt dag 1

Det var en mørk og stormfuld nat …

Hun  sad indenfor med sin varme kop te, som efterhånden var knap så varm, fordi hun havde glemt alt om den og den egentlig bare stod der til pynt og for at sætte rammerne om situationen med det perfekte stormvejr der hærgede udenfor, mens hun trygt sad indenfor. Egentlig ville hun have lavet kakao, men der var ikke mere mælk.

Hun havde havde krydset farefulde veje på sin jernhest for at komme hjem. Kæmpet mod flyvende plader, men heldigvis undgået de ikke-eksisterende flyvende tallerkener. Passeret hjernedøde affaldscontainere, som pludselig også havde fået deres eget liv, og som zombier fulgte en vej uden retningssans. Væltede ned på gaden uden formål eller mening, lidt i stil med fulde mennesker en lørdag morgen i København.

Den varme kop te, som nu var blevet kold og som slet ikke mindede om den perfekte kakao, begyndte at genere hendes synsfelt. Det var også meningen at hun skulle varme sig med et tæppe over sig, for hun havde hold i nakken og hendes massør havde i dag fortalt hende at varme var godt. Og nærmest ordineret hende varme tæpper og kakao i det kommende stormvejr. Eller, kakaoen havde hun selv tilføjet, men tæppe var en klar ordre. Og det ville jo også have passet perfekt i scenen, hvis ikke hun bare var for doven til at rejse sig for at finde et tæppe. Desuden manglede hun også en sofa. Det var helt forkert.

Alligevel gjorde det ikke noget. For lige for et par timer siden havde hun cyklet uden for, tværs gennem naturens uforudsigelige kræfter. Og på et tidspunkt havde hun cyklet tværs gennem en stor bunke af brune blade, der som en orkan dansede rundt om hende og satte rammerne for en eventyragtig oplevelse. Brune blade hvirvlende rundt over alt, som i et tæt snevejr af blade der nægtede at underordne sig tyngdekraften og dansede i stedet for rundt i vinden.

Hun tænkte på citatet med at det ikke gjaldt om at vente til stormen var drevet over, men at lære at danse i regnen. Det regnede nu godt nok ikke … kun med blade, valgplakater og affaldscontainere. Og hun dansede ikke.

Alligevel føltes det som en indre dans. Midt i de hvirvlende blade begyndte hun at grine højt. Lige der i 2 sekunder følte hun sig levende og euforisk. Hun havde lyst til at storme med, ud og op og ned igen – forelske sig stormfuldt. Måske bare i livet. Måske bare for den korte stund det tog at cykle gennem de våde og kåde eventyrblade og hjem til den imaginære varme kakao.

Det var stormfuldendt.